Det vietnamesiske politi

Saa nu sidder jeg I New Zealand, ankommet imorges, og skal proeve at holde mig vaagen, saa jeg ikke faar jetlag imorgen - Totalt haardt. Men jeg taenker at en god maade at holde mig vaagen paa, er at skrive indlaegget (det laenge ventede indlaeg) om mit stjaaldne kamera og det vietnamesiske politi, som jeg paa ingen maade har noget til overs for mere - I vil forstaa det, naar I har laest hele indlaegget.

Det er soendag den 13. april, og vi er lige kommet tilbage til vores ellers helt fantastiske hotelvaerelse (2 dobbeltsenge og 2 enkeltsenge, balkon og fantastiske udsigt) efter en dejlig dag paa stranden, hvor vi har koert paa jetski og faaet lidt for meget sol paa maven. (De tre dage vi havde vaeret paa stranden, havde jeg haft mit kamera liggende ved siden af min rygsaek, fordi jeg ikke ville have den stjaalet paa stranden, eller oedelagt pga. den enorme sandmaengde, som der naturligvis er ved stranden. Naive Nikoline troede rent faktisk at et hotelvaerelse var nogenlunde sikkert, og havde da ikke skaenket det en tanke, at mit fantastiske NIKON D40X kit var i fare.) Sofie vil i bad, og jeg taenker, at jeg da lige kan laegge lidt billeder over paa picasa. Da jeg foerst opdager, at kameraet er vaek, taenker jeg bare, at jeg har glemt det paa vores andet hotel i Nha Trang og tager det egentlig stille og roligt, men jo mere vi leder, og jo mere det gaar op for mig at det virkelig er vaek, jo mere gal bliver jeg - ja min ansigtskuloer bliver faktisk mere og mere roed og til sidst ligner jeg naermest en tomat (det kan ogsaa skyldes lidt for meget sol, men kun lidt). Jeg gaar selvfoelgelig ned i receptionen for at hoere om det har set den, og da de ikke har det, gaar det op for baade mig og dem at det er blevet stjaalet - ja receptionsdamen begynder naesten at graede, fordi det er sket - hun var faktisk mere ulykkelig end jeg var. Klokken er paa dette tidspunkt blevet 19, og det er jo soendag, saa vi taenker at vi venter med at kontakte politiet til naeste dag.

Efter at have vaeret paa en island-hopping baadtur (den som Sofie har beskrevet), tog vi hjem til hotellet og vi gav os en seddel, hvorpaa der stod politistation paa vietnamesisk, og den kunne vi saa give til en taxa - fint nok. Vi finder hurtigt en taxa (de er overalt i vietnam - man kan ikke undgaa dem) og giver ham sedlen, men han ved bestemt ikke hvor politistationen er (ARGH for pokker....), men efter lidt huttelihut osv finder han ud af, hvor det er, og koere os hen til et sted, hvor der holder militaerbiler og staar maend i uniformer, saa vi synes det ser rigtigt ud, betaler ham og stiger lidt usikkert ud af taxaen (det er daelme lidt skraemmende, militaerfolk, piktraadshegn osv.).
Vi gaar ind i bygningen og faar rimelige mange underlige blikke, saa vi siger at vi har faaet stjaalet noget, og gerne vil have en rapport til forsikringen, men mens vi siger det, kigger de bare endnu mere underligt paa os - det viser sig saa at INGEN af de mange maend i uniform snakker engelsk (ikke engang no eller yes) og de viser os derfor hen til en anden bygning paa den anden side af vejen. Denne bygning ser lidt mere fin ud, og er ikke saa skraemmende, og maendende i uniform viser os hen til en mand med flere stjerner end de andre og som sidder ved sit eget skrivbord (med mange mange mange bunker papir). Jeg begynder at forklarer situationen, og han forstaar selvfoelgelig ikke en brik af hvad jeg sidder og siger, og bliver derfor noed til at ringe til vores hotel, for at faa historien paa vietnamesisk (det er jeg selvfoelgelig lidt utilpas med, da jeg ikke helt stoler paa at hotellet vil fortaelle sandheden) og da manden med flere stjerner end de andre, siger (paa uforstaaeligt engelsk) at vi skal tage tilbage paa hotellet, bliver jeg maaske en lille smule hidsig (okay meget), fordi de ikke siger hvorfor. Sofie faar mig dog ned paa jorden igen, da hun har laest at hvis man nedgoere end vietnameser, saa vil han paa ingen maade hjaelpe en, og vi gaar der fra (jeg ikke saerlig tilfreds med situationen) og tager tilbage til hotellet. I receptionen siger de, at de vil tage med os derhen klokken 19, men det kan jeg altsaa ikke vente paa, da vi om under 48 timer skal med flyet til Hanoi, og fordi jeg stadig ikke stoler paa at hotellet vil vaere de rigtige tolke for os - de er gaaet totalt i forsvarsposition efter vi var hos politiet, og derfor tvivler jeg paa deres hensigt.
Jeg beslutter derfor, at vi skal gaa ned til Sinh Cafe, som er vores rejseselskab i Vietnam, for dem stoler jeg mere paa, og de giver os navnet paa en politistation, hvor de kan snakke engelsk, og der tager vi saa hen.
Taxaen som Sinh Cafe har skaffet os, og forklaret hvor vi skal hen, kan ikke helt finde gaden eller stationen, saa vi koere lidt rundt i de samme gader i et stykke tid - efter ca. 7 min i samme kvarter, finder taxaen en lille, meget lille, gyde hvor han saetter os af. Helt nede i bunden finder vi politistationen, men der er ingen derinde - Sofie gaar lidt rundt og finder en politimand sovende i et lokale, hehe, typisk det vietnamesiske politi. Da han kommer til sig selv, saetter han sig ned og hoere paa hvad vi siger, ringer til hotellet, og beder dem komme, og han skriver noget ned paa vietnamesisk som jeg saa skal underskrive - OEH NEJ. Hvordan pokker kan han forvente at jeg skriver under paa noget jeg ikke forstaar. Jeg protesterer, men han er ligeglad og siger jeg skal skrive under. Heldigvis kommer receptionisten fra hotellet mig til undsaetning og oversaetter (tror jeg) papiret, og jeg skriver under (umiddelbart paa at jeg har faaet stjaalet kameraet, tid og sted.). Politimanden siger, de vil ringe senere , saa vi kan hente rapporten. Jeg goer ham opmaerksom paa at vi rejser dagen efter om morgenen, saa det er noedvendigt at jeg faar den om aftenen.
Vi tager hjem til hotellet og om aftenen har de stadig ikke ringet, saa jeg tager med receptionisten tilbage til politistationen, og de vil ikke engang kigge paa mig. De kigger vaek, og siger jeg skal tage tilbage til hotellet, og at de vil ringe, men det har jeg jo ligesom ikke tid til, saa jeg hidser mig en smule op, men lige mget hjaelper det, jeg maa tage tilbage til hotellet uden noget som helst. Paa dette tidspunkt er jeg helt knust og er virkelig ved at give op, men en stoettende Sofie, siger at vi SKAL kontakte ambassaden i Hanoi, naar vi kommer derop naeste dag.

... 19 timer senere staar vi paa ambassaden og en meget soed dame ringer til politiet og hotellet og siger at vi vil faa rapporten til sendt. Jeg skal bare skrive til hotellet, og minde dem om at rykke politi for rapporten. YES MAND, jeg er totalt glad og tror paa at det nu vil lykkes, og jeg skriver til hotellet 1 gang, 2 gange, 3 gange i loebet af en halv uge, og de svarer ikke tilbage... LOW POINT, oev oev oev, jeg er igen totalt nede og tror ikke paa det mere. Jeg har givet op overfor det vietnamesiske politi - jeg har kaempet, men tabt.
Vi er i halong bay, og paa sidste dagen sidder vi med et vietnamesisk par (meget veluddannede, saa derfor meget veltalende) og spiser frokost. Vi spoerger til deres oplevelse med det vietnamesiske politi, og manden siger, at det er en umulig opgave, naar man er udlaending, derfor opfordre han mig til at ringe til ambassaden og bede dem overtage sagen og rykke politiet for rapporten. Han er saa soed at laane mig hans mobiltelefon, saa jeg kan ringe til ambassaden. Da jeg kommer igennem, er den selvfoelgelig lukket, fordi det er soendag - SHIT, men heldigvis siger en stemme i roeret at hvis jeg trykker 777 kommer jeg igennem til noed beredskabet - jeg taenker lidt, er ikke sikker paa at jeg er i en noedsituation... godt nok forlader vi vietnam dagen efter, saa det er lidt sidste chance...hvad skal jeg goere, hvad skal jeg goere. JEg er meget i tvivl, men da stemmen siger at det vil vaere en dansker eller en engelaender som vil svarer telefonen, er jeg ikke mere i tvivl - ideen om at kunne forklarer situationen paa dansk, goer at jeg trykker 777, og heldigvis er det en dansker der svarer. Jeg forklarer situationen og hun er meget soed og lover at kontakte ambassaden og saette dem paa sagen igen - dagen efter har jeg en mail fra ambassaden, som lover mig at de vil tage sig af sagen, og vil kontakte mig naar politiet er faerdige. YES YES YES, total optur, nu tror jeg igen paa at det vil lykkes. Jeg kaemper stadig, og maaske vinder jeg over det vietnamesiske politi (som jeg overhovedet ikke har den mindste respekt for mere, maaske hvis de anholder mig, men ikke i tankerne). Grundet mailen fra ambassaden om at de nok skal klare det, har jeg koebt et nyt kamera, fordi jeg nu er sikker paa at der en mulighed for at faa penge fra forsikringen. Nikon kameraerne var 1000 kroner dyrere i Bangkok end i Danmark, saa jeg har koebt et panasonic lumix dmc-fz18, til 1000 kroner billigere end i DK - jeg haaber jeg nu kan faa stillet mine fotografiske lyster, og bliver tilfreds med kameraet - det skulle vist vaere super godt!

Haaber hele oplevelsen er beskrevet saa I kan forstaa det - jeg har haft saa mange tanker, og der er sket saa meget, at det er svaert at skulle skrive ned.

Nu er vasketoejet faerdigt, og jeg skal snart i seng.
Sofie har lagt billeder paa picasa.

Mange tanker til de strejkende og til alle andre soede mennesker (ikke det vietnamesiske politi), Nikoline

PS. er det rigtig at TomKat (cruise og holmes) skal skilles?